Forside

 

Nyheder fra Idrætscenter Vendsyssel

- Følg med i seneste nyt fra ICV

 

 

Se de første billeder af ICV's kommende svømmecenter!

- Svømmecenter for børn og voksne kommer til Vrå i 2026

10. Oktober 2023

 

Nu er de første billeder af vores nye svømmecenter landet! Og dem skal I selvfølgelig ikke snydes for.

 

Det moderne svømmeparadis vil blive opført i naturlig forlængelse af idrætscenteret og Vrå Skole. Første spadestik forventes at blive taget i marts 2024 og svømmecenteret skal stå klar i 2026.

 

Hvad kan du forvente af det nye svømmecenter?

 

- Et imponerende 25 meters bassin med hele 8 baner, perfekt til svømmetræning og konkurrencer

- Et morskabsbassin med en spændende vandrutschebane, der lover sjove stunder for hele familien

- En skøn wellnessafdeling, hvor du kan forkæle dig selv og slappe af

- Et børnebassin, der giver de små mulighed for at nyde vandets glæder

- Et varmtvandsbassin for dem, der elsker at svømme i behagelige temperaturer

 

Materialevalget er også nøje overvejet for at sikre holdbarhed og æstetik. Svømmecenteret vil have en imponerende bærende limtræskonstruktion, der skaber en følelse af ro og balance i det store hovedrum med 25 meters bassinet og morskabsbassinet.

 

Det er dog ikke kun svømmeentusiaster, der vil drage fordel af projektet. Opførslen af svømmecenteret skaber arbejdspladser under byggeprocessen og giver os muligheden for at ansætte omkring 8 nye fuldtidsmedarbejdere og ca. 20 løsarbejdere, når svømmecenteret står færdigt. Dette er en win-win for vores lokslsamfund og vil fortsætte med at fremme den positive bosætningsudvikling, som vi allerede oplever i Vrå og den sydlige del af Hjørring Kommune.

  

Det moderne svømmeparadis vil helt sikkert forvandle vores lokalsamfund og skabe et unikt samlingspunkt med forskellige vandoplevelser for både børn og voksne!

 

Det praktiske

3300 kvadratmeter nyt svømmecenter er nu endelig på vej - med 25 meter bassin, børnebassin, varmtvandsbassin, morskabsbassin med rutsjebane og wellnessafdeling. Svømmecenteret bliver en udvidelse af Idrætcenter Vendsyssel og Vrå skole og første spadestik tages i Marts 2024.

 

 

 

Nyt Svømmecenter i Vrå!

- ICV udvides med moderne Svømmecenter for folk i alle aldre

27. September 2023

 

Vi er VILDT glade og begejstrede i dag!

 

Kender I det med at have armene op over hovedet af ren begejstring? Det er præcis sådan, vi har det her i Idrætscenter Vendsyssel i dag! Og vi har en fantastisk grund til det…

 

Centerdirektør, Alex Rasmussen, har netop fortalt personalet, at en spændende aftale om et nyt Svømmecenter i Vrå nu er underskrevet!

 

Dette projekt er en kæmpe milepæl – svømmefeberen er høj, og vi kan slet ikke vente med at dele detaljer og processen med jer her på vores hjemmeside. Så hold øje med vores nyheder den kommende tid - Vi glæder os til at tage jer med på rejsen.

 

Vi tror på, at denne nyhed er med til at gøre Vrå særlig attraktiv og bidrage til at øge bosætningen i Vrå.

 

Tak til alle for jeres støtte og opbakning - det ville ikke være muligt uden jer!

Sammen skaber vi en fantastisk fremtid for Idrætscenter Vendsyssel.

Det praktiske

3300 kvadratmeter nyt Svømmecenter er nu endelig på vej - med 25m bassin, børnebassin, varmtvandsbassin og morskabsbassin med rutsjebane. Svømmecenteret bliver en udvidelse af Idrætcenter Vendsyssel og første spadestik tages i Marts 2024.

 

 

 

Prøv ICV's nye 18-huls Disc Golf bane

- Sjov og udfordrende sportsaktivitet for folk i alle aldre

5. September 2023

 

Prøv vores nye Disc Golf bane, der er placeret i de tilstødende naturskønne omgivelser omkring idrætscentret.

 

Foreningskonsulent hos ICV, Carina Bæk, har været primus motor bag tilblivelsen af den nye bane og forklarer kort hvad disc golf er:

 

Disc golf minder meget om golf. Banens huller, køller og bolde er bare skiftet ud med metalkurve, som der skal kastes en disc (en slags frisbee) i. Vinderen er den med mindst mulige kast.

 

Spillet starter altså med, at en disc kastes fra et tee-område og slutter når discen er landet i en kurv, der fungerer som hullet på en golfbane. Undervejs går spilleren frem til der hvor discen er landet og kaster igen indtil discen ligger i kurven. Målet er at gennemføre banen med færrest mulige kast.

 

Det er muligt at leje en taske med 3 discs for 50kr. eller du kan medbringe dit eget udstyr. Få oversigtskort og scorekort i ICV Administrationen eller brug UDisc app'en som kan downloades i AppStore eller Google Play.

 

Centerdirektør for Idrætscenter Vendsyssel, Alex Rasmussen, fortæller videre om den nye bane:

 

Jeg er utrolig begejstret for at præsentere den nye disc golf bane for vores nærmiljø. Dette udendørs eventyr er både sjovt og udfordrende og kan nydes af folk i alle aldre og færdighedsniveauer. Jeg håber, at banen vil fremme glæde og samhørighed blandt Vrås borgere og tiltrække disc golf spillere fra hele landet.

 

Det spændende projekt er blevet en realitet takket være støtte fra Sparekassen Danmark Fondene og medfinansieringspuljen fra Hjørring Kommune.

 

ICV håber på at mange vil gøre brug af den nye bane. Alle er velkomne! Så tag din ven, nabo eller et familiemedlem under armen og kom forbi til en hyggelig dag i sportens tegn.

 

Det praktiske

Disc golf banen ligger ved stadionvej 17, 9760 Vrå. Hul 1 er placeret ved siden af informationsskiltet, som er placeret ved Vrå Skoles parkeringsplads. 

 

 

 

 

Kom til Disc Golf åbningsfest i ICV lørdag den 26.8 kl. 9.00

- Vi glæder os til at indvie vores flotte 18-hullers disc golf bane lige her i Idrætscenter Vendsyssel.

23. august 2023

 

Vær´ med fra starten, når disc golf verdensmester i doubles, Lina Taagaard, får æren af at kaste den første disc og få selv et gratis disc kast eller to bagefter, hvis du har lyst.

 

Vi har sørger for, at der kommer dygtige disc golf spillere, som deler ud af tips og tricks til dem, der har lyst til at prøve banen, og så bliver der mulighed for at se, hvor langt nogle af danmarks dygtigste spillere kan kaste.

 

Alle er velkomne, så tag din ven, nabo eller et familiemedlem under armen og kom forbi til en hyggelig formiddag... der er forfriskninger til alle.

 

Det praktiske

Åbningen foregår den 26.8 fra kl. 9.00-12.00 ved hul 18, som ligger ved fodboldbanerne, stadionvej 17.   

 

 

 

 

 

ICV's historie fortalt i kunst 

- Sidste år blev vi kontaktet af kunstneren Mette Rehné. Hun havde lyst til at fortælle vores historie i et lækkert stykke kunst, som nu pryder væggen ved indgangen til centeret.

3. marts 2023

 

Centerchef Alex Rasmussen siger, at han blev både glad og stolt, da kunstner Mette Rehné sidste år kontaktede ham for at spørge, om hun måtte lave et kunstværk, der fortalte ICV´s historie fra nedbrændt hal til kraftcenter for det gode liv. Mette besøgte centeret i februar 2022 og blev imponeret over husets faciliteter og Alex´engagement huset. 

 

Med Mettes kreativitet, fantasi og evner, er der nu kommet et fantastisk "portræt".... en fortælling ud af besøget.

 

Kunstneren om billedet

 

Mit billede er en fortælling og fantasi om det store ICV-Hus i Vrå. Dets tilblivelse i 2007 efter branden af det gamle idrætshus, hvor Alex Rasmussen sammen med hans bestyrelsen lagde planerne til ICV-huset i Vrå i en skurvogn.

 

 

Vrå er jo kendt for sit foreningsliv og frivillige som står sammen, et samarbejde som giver sammenhold. Det ses mange steder byen. Kunstbygningen, Højskolen Bryghuset, Urenholdsgård, Lunden, Børnenes Jord. Sparekassen Danmark og Brugsen er to vigtige erhverv på hver deres måde. Brugsen hvor der handles til husholdningen og hvor man tilfældig mødes særlig fredag eftermiddag hvor snakken går. Sparekassen nok en uundværlig del for samfundet uden den ville Vrå nok ikke være en så driftig by som den er. De tre kirker, Vrå Kirke, Valgmenighedens Kirke og Baptistkirken med deres aktiviteter er også vigtig for sammenholdet i Vrå.

 

 

Da jeg her i februar 2022 besøgte ICV-huset viste Alex Rasmussen mig husets formåen. Jeg blev dybt imponeret over huset faciliteter og Alex engagement i alle husets gøremål, lige fra skolemad til svømmehal hans nye ideer om at videreudvikle huset og kærlighed til alt det huset kan gøre for de mennesker der samles her.

 

 

Et kraftcenter for det gode liv, et hus der hviler på humanistiske livssyn der tager udgangspunkt i alle aldre og ambitioner. Fra børnehavens børn, skolebørn, professionelle sportsudøvere, pensionister, bridgeklub, foreninger. Forskellige sportsgrene, spring, fodbold, tennis – barskest, badminton, gymnastik, træningsrum, håndbold, Squash, osv. Turisme, kongresser, kursus, fest, sports turneringer.

 

Et hus som formår at bruge sine stærke kompetencer med respekt for andre mennesker som inviterer til sameksistens, samarbejde, sammenhold.

 

En bro mellem skoleliv og idrætsliv, hvor børnene kan dyrke idræt uden at forlade bygningerne.

 

Et hus der lever med glas i dørene og store vinduer som Alex forklarede, ”de små børn kan se og følge med i hvordan de store børn dyrker idræt og glæde sig til det bliver deres tur.”

 

Det hele handler om kærlighed siger Alex. Vrå skal være et godt sted at leve.

 

Om Mette Rehné

Mette Rehné er en dansk kunstner med international baggrund. Hun har rod i Vendsyssel, i Danmarks nordligste og mest storslåede natur.

Mette Rehné har i lang tid levet og arbejdet i andre egne af kloden - Beirut, Libanon, Cairo, Rom, Paris for så at vende tilbage til Vendsyssel.

 

Hendes kunst er inspireret af de stærke indtryk fra Mellemøsten. "Jeg er egentlig en historie fortæller og min fascination får jeg fra de store danske fortællere som H.C. Andersen og Karen Blixen."

 

Vi kender Mette Rehnés eventyrlige fortællinger fra storproduktion på forskellige industrielle produkter for ind- og udlandske virksomheder gennem årerne. Hun lægger stor vægt på at bringe sin billedverden ud til så mange som muligt, Så vi kan møde den, hvor vi færdes i hverdagen.

 

Du finder kunstværket i ICV

Er du blevet nysgerrig på mere at kunstværket?

 

Vi opfordrer dig til at kigge forbi, hvor du finder billedet ved hovedindgangen på væggen til venstre. 

 

  

 

 

Forenings SFO - Skole, foreninger og ICV går sammen om idræt

 23. august 2022

I 8 uger kan børnene helt gratis stifte bekendtskab med 4 forskellige idrætsgrene

 

Af Niels Henriksen

 

Vrå Børne og Kultur har sammen med Vrå-Børglum Idrætsforening, Vrå Gymnastikforening, Vrå Tennisklub og Vrå Badmintonklub samt Idrætscenter Vendsyssel (ICV) indledt et unikt samarbejde, hvor børn fra 0. til 3. klasse nu får mulighed for i 8 uger helt gratis at stifte bekendtskab med 4 forskellige idrætsgrene. Arrangementet gentages til foråret med nye idrætsgrene.

 

Forenings SFO, der bakkes op af DGI og Hjørring Kommune, foregår fra uge 34 til og med uge 41.

 

- Skolefritidsordningen (SFO) er DGI-certificeret og stiller med pædagogisk personale, de involverede idrætsforeninger står for aktiviteterne og sørger for frivillige instruktører, mens Idrætscenter Vendsyssel stiller lokaler og rekvisitter til rådighed, forklarer Carina Bæk, der er ansat som foreningskonsulent i ICV.

 

SFO er et tilbud til børn fra 0. til 3. klasse, og samarbejdet henvender sig målrettet mod den aldersgruppe, plus de ukrainske børn der bor i Vrå. I alt får omkring 150 børn tilbuddet om at stifte bekendtskab med gymnastik, håndbold, badminton og volleyball de næste uger.

 

- Arrangementet løber af stablen mandag og torsdag fra kl. 13.30, når børnene har fået fri fra skole, og til kl. 15. Efter de 8 uger får alle de børn, der har deltaget, et diplom, og så håber vi selvfølgelig, at rigtig mange børn får lyst til at gå til idræt i Vrå, smiler Carina Bæk, der forventer, at fodbold og muligvis spejder kommer på programmet til foråret.

 

 

 

ICV med sorte tal

 11. maj 2022

Selv om corona har påvirket regnskabet voldsomt, er der god grund til at se fremad

 

Af Niels Henriksen

 

Mens mange sportshaller og idrætscentre i hele landet kæmper en hård kamp mod blodrøde tal på bundlinjen, kan Idrætscenter Vendsyssel (ICV) i Vrå notere sorte tal i det regnskab, der blev præsenteret på generalforsamlingen. 153.000 kr. lød overskuddet på mod et underskud året før på 1,4 mio. kr., hvor corona for alvor hærgede landet.

 

Det var derfor en særdeles tilfreds bestyrelsesformand, Torben Fisker, der kunne aflægge idrætscentrets beretning for det forgangne år. 

- Et år som på alle måder har været voldsomt præget af corona og periodevise nedlukninger. Og selv om corona ikke længere fylder så meget hos danskerne, skal vi huske på, at vi først for alvor fik mulighed for at åbne helt op i løbet af februar, påpegede Torben Fisker, der benyttede lejligheden til at takke og rose de idrætsforeninger, der har deres daglige gang i centret og bemander langt de fleste af timerne i idrætshallerne og de udendørs faciliteter.

- Jeg er virkelig imponeret over, hvor gode I har været til at holde et højt aktivitetsniveau trods svære forhindringer, sagde han og tilføjede, at diverse hjælpepakker naturligvis har været en kæmpe hjælp til at undgå de røde tal i regnskabet. Et regnskab der også viser et imponerende aktivitetsniveau ikke mindst i køkken og cafeteria, der formåede at forøge omsætningen med 50 pct. til 3,6 mio. kr.

 

Børne- og Kulturhus

 

Vrå Børne- og Kulturhus blev for alvor taget i brug den 21. december, da skolebørnene rykkede ind i det helt nybyggede kompleks, som også fysisk er forbundet med ICV.

- Det siger sig selv, at der derfor er en ualmindelig tæt tilknytning mellem skole og børnehus og idrætscentret. I øjeblikket leverer vi mad til de børn, der har bestilt. Aftalen gælder for seks måneder, og vi evaluerer løbende. Desuden leverer vi aftensmad til de ukrainske flygtninge, der er indkvarteret på den gamle skole, også samtidig med, at møder og konferencer er godt på vej til at nå tidligere tiders høje niveau, er vores dygtige køkkenpersonale hårdt presset i øjeblikket, sagde Torben Fisker, der sammen med centerdirektør Alex Rasmussen også orienterede forsamlingen om status på planerne om et nyt svømmecenter.

 

Svømmecenter

 

- Lokalplanen er i øjeblikket ude i høring, og planerne justeres løbende. Vi har været på studieture og har fået udarbejdet et visionsprojekt, som også er prissat. Vi har jo den udfordring, at ikke mindst prisen på byggematerialer, lønninger og transport er steget markant, så vi står i et vadested. Prisen er en kende over budgettet, så vi klapper lige hesten og kigger på mulige tilretninger, så vi ender med et projekt, der er tilpasset forholdene i Vrå, sagde de.

Bestyrelsen forventer at være i stand til at melde en tidsplan ud sidst på året, hvorefter spaden formentlig kan sættes i jorden i løbet af 2023. Herefter venter en byggeperiode på omkring halvandet år.

Alle valg til bestyrelsen var genvalg, og det betyder bl.a., at formanden Torben Fisker også fortsætter de næste to år. Ny suppleant til bestyrelsen blev Thomas Houen. 

Bestyrelsen for Idrætscenter Vendsyssel arbejder videre med planerne om et svømmecenter, som skal ligge umiddelbart ved siden af tennisbanerne nederst i billedet.